Modernisme

Modernisme & byfornyelse

Barcelonas byudvikling og den modernistiske arkitektur

Skrevet af Kasper Christiansen (artiklen om den modernistiske bevægelse i Barcelona er skrevet af Kasper Christiansen. Den udkom i bogen Barcelona i serien Vide Verden på forlaget Unipress i marts 2012).

Eixample og den moderne arkitektur

En tidlig morgen den 7. november 2010 kørte Pave Benedikt XVI gennem Barcelonas gader i sin specialindrettede glasbil. Han forlod La Seu Katedralen i Det Gotiske Kvarter, Barri Gòtic, og bevægede sig i retning af Antoni Gaudis Sagrada Familia. Selv om det småregnede var der flere folk på gaden, end man havde regnet med, og hjemme i stuerne fulgte mange tv-seere den direkte tv-transmision. Paven kom ind i kirken gennem den endnu ufærdige facade, Façana de la Gloria, mod Mallorca-gaden, og blev modtaget i det centrale kirkeskib af over 6000 mennesker. Ifølge den lokale presse blev balkonerne med den bedste udsigt til paven og kirken udlejet til over 6.000 € for et par timer. Efter Benedikt XVI’s tale gik Jordi Bonet i Armengol, kirkens chefarkitekt, på talerstolen, og holdt sin tale. Han fortalte om sine 26 år som chefarkitekt på kirken, om hvordan også hans egen far, Lluís Bonet i Garí, havde arbejdet på kirken i 33 år, ni af dem som Sagrada Familias chefarkitekt.

Sagrada Familia kirken
Sagrada Familia som kirken ser ud i dag. De fire røde søjler skal børe Kristus-tårnet, der bliver det højeste kirketårn i verden.

Om muligt har pavens indvielse af kirken betydet, at der i dag er endnu mere fokus på Sagrada Familia. Køerne er længere end nogensinde og går ofte hele vejen rundt om kirken. Men har man ikke tålmodighed til køen i Sagrada Familia, er der masser af arkitektur fra samme periode at se for den rejsende under opholdet i Barcelona. Barcelona er den by i verden med flest art nouveau-, eller på catalansk modernisme-byggerier (begrebet modernismo er den tilsvarende castilianske/spanske term). For selv om modernismen slår igennem i Barcelona og Catalonien inden for både billedkunsten og litteraturen, er det inden for arkitekturen, at modernismen når sit højdepunkt i byen.

Området, hvor modernisme-byggerierne står tættest i Barcelona, er Eixample, Barcelonas største boligkvarter. Eixample betyder udvidelse. I 1850’erne var Barcelona endnu ikke en storby. Byen begrænsede sig til ganske få kvadratkilometer, et område, der ikke var meget større end den gamle middelalderby, der strækker sig frabyens grænse ved Middelhavet og det der i dag er Plaça Catalunya. I midten af det 19. århundrede boede over 180.000 mennesker klemt inde bag de store mure, der var blevet opført i begyndelsen af 1700-tallet i kølvandet på nederlaget til bourbonerne i Den Spanske Arvefølgekrig (1700-1714). Men befolkningen var vokset betydeligt siden 1700-tallet, og byen havde nu akut brug for vækst.

Talrige epidemier af kolera og gul feber havde gjort det klart, at byen led under seriøse hygieneproblemer, men talrige ansøgninger til Madrid om at få lov til at rive bymurene ned, var blevet afvist, for bymurene, fæstningsanlægget Ciutadela og det store område uden for murene var militært område. I 1842 tog Barcelonas indbyggere sagen i egen hånd: De begyndte at rive dele af fæstningsværket Ciutadela ned, der afgrænsede byen mod nord-øst. Reaktionen kom promte.  General Baldomero Espartero, der havde spillet en hovedrolle under revolutionerne i den tidligere spanske koloni Perú i 1820’erne, slog hårdt ned på oprørerne. Der blev skudt ind over Barcelonas bymure fra fæstningsanlægget på Montjüic, og oprøret blev stoppet. Efterfølgende måtte Barcelona selv betale udgiften til reparationen af skaderne. Bombardementet kostede dog Espartero, der blev kendt for sætningen ”det er nødvendigt at bombe Barcelona mindst en gang hvert halvtredsende år” dog posten i Barcelona pga. bombardementet, og oprøret blev starten på enden for de gamle forsvarsmure.

Det nye kvarter: Eixamle

Efter catalanske politikeres lobbyarbejde i Madrid kom tilladelsen til at rive murene ned endelig den 12. august 1854. En byplanlægger skulle vælges til at designe gaderne i dette nye kvarter, der lå ubebygget hen. Igen opstod der problemer mellem Barcelona og Madrid. Vinderen af den konkurrence, der var blevet udskrevet af Barcelonas bystyre, Antoni Rovira i Trias blev vraget af Madrid til fordel for Ildefons Cerdà i Sunyer (1815-1876). At denne arkitekt var catalaner hjalp ham ikke. Det faktum, at han var blevet udpeget af et ministerium i Madrid gjorde ikke blot hans design, men også hans person hadet i samtiden. I dag forholder det sig anderledes. 2009 blev kaldt Any Cerdà (Cerdà-år) af Barcelonas kommune i anledning af 150-året for Eixample-kvarterets grundlæggelse. Først og fremmest fordi Eixample-kvarteret er et af de mest populære og velfungerende i Barcelona. Cerdàs plan var så forudseende, at den tog højde for en enorm befolkningsvækst og gjorde plads til togbaner (der senere blev gravet ned under jorden i Barcelonas metro).

Modernistisk skulptur
Detalje: modernistisk skulptur i Barcelona fra Casa Rovira i Nogués

Man kan i dag på Plaça Rovira i Trias’ i Barcelonas Gracia-kvarter se Trias’ vragede plan i en skulptur – så kan man sammenligne projektet med Cerdà’s og selv dømme, hvilket man synes bedst om. Cerdas regelmæssige, lige gader af 20 meters bredde (med enkelte undtagelser og afvigelser) forbandt og adskilte de kvadratiske husblokke (mançanas) på to gange 113,5 m, og de stumpe hjørner mellem husblokkene skabte små 8-kantede pladser (xamfrans), der i dag ofte bruges som små parkeringspladser. Projektet er tydeligvis inspireret af Haussmanns Paris, bærer præg af en socialistisk tankegang og har også et militærstrategisk snit, i kraft af de lange, lige gader, der var praktiske i tilfælde af optræk til optøjer. Revolutionen i Paris i 1848 satte også sit præg på Cerdas plan, tegnet i begyndelsen af 1850’erne. Den 4. september 1860 kunne Dronningen af Spanien, Isabel II, lægge den første sten i Eixample, og efter en lidt tøvende start gennem 1860’erne kom der for alvor gang i byggeriet i 1870’erne og særligt i 1880’erne. Størstedelen af kvarteret opføres mellem 1880 og 1920, netop på et tidspunkt, hvor modernismen slår igennem som borgerskabets foretrukne modestil. Der er således en tæt forbindelse mellem modernismens udbredelse og opførelsen af det nye kvarter. Eixample blev hurtigt en kæmpemæssig legeplads for en ny generation af arkitekter, der for manges vedkommende var præget af modernistiske tankegange. Samtidig bugnede byen af penge. Catalonien havde skabt store rigdomme på industrialiseringen ‒ det var her, at industrialiseringen først slog igennem i Spanien. Således blev den første jernbane åbnet i Catalonien, strækningen Barcelona-Mataró i 1848. Og catalansk handel blomstrede. Og sidst, men ikke mindst var mange pengestærke mænd vendt tilbage fra de tidligere spanske kolonier, der var faldet under revolutionerne i det 19. århundredes første årtier. Der blev bl.a. handlet med vin, brandy, bomuld, tekstiler og slaver ‒ slaveriet blev først forbudt i 1860 i Spanien, 12 år senere end i Danmark, og på Cuba ikke før 1886.

Finanseringen af det nye kvarter

Disse rigmænd fra de tidligere kolonier blev kaldt indianos, og blandtde kendteste kan nævnes Manuel Girona i Arafel og Joan Güell i Ferrer. Joan Güell havde skabt sin formue i tekstilindustrien og kunne ved sin død efterlade sønnen Eusebi Güell en enorm fomue, som det lykkedes ham at få til at vokse yderligere. Det er Güell-familiens formue, der er en af nøglerne til forståelsen af Gaudís store succes. Güell kom til at finansiere en række af Gaudís mest spektakulære byggerier, og efternavnet går som bekendt igen i flere af Gaudís vigtigste værker: Colònia Güell, Bodegues Güell, Park Güell, Palau Güell og Finca Güell, der alle blev opført til Güell-familien i Barcelona eller omegn. Men for at finde modernismens teoretiske udgangspunkt må vi tilbage til en artikel skrevet af Gaudís konkurrent, arkitekten Lluís Domènech i Montaner (1850-1923).

Domènech skrev i 1878 artiklen, ”En busca d’una arquitectura nacional” i tidsskriftet La Renaxensa, der skulle komme til at få stor betydning for den nye generation af arkitekter.Montaner lægger vægt på vigtigheden af at trække på den spanske arkitekturhistorie i en moderne arkitektur, og særligt de to grundstammer i landets arkitekturhistorie: den gotiske (samt i mindre grad den romanske) og den arabiske arkitektur. Domènechs artikel retter en skarp kritik mod en moderne arkitektur, der kopierer eller genskaber tidligere perioders arkitektur, hvilket er en implicit kritik af arkitekter som englænderen John Ruskin og franskmanden Eugène Viollet le-Duc, herunder sidstnævntes genskabelse af fæstningsværket i Carcassone.  Kritikken gjaldt også en af Barcelonas største arkitekter Elias Rogent, der stod bag Barcelonas Universitets hovedbygning (på Plaça Universitat, 5 minutters gang vest for Plaça Catalunya), en pastiche på romansk og byzantinsk byggeri. I stedet ønskede Domènech en moderne arkitektur, der lånte elementer af tidligere tiders arkitektur, men brugte dem til at tjene nutidens behov. Han gør sig dermed til fortaler for en arkitektonisk eklekticisme, og netop ekklekticismen skulle blive et hovedtræk i den catalanske modernisme.

Casa Batllo ved aftentid
Smedejernsarbejde på de berømte bænke på Passeig de Gracia, designet af modernisten Pere Falqués

Et af de bedste eksempler på denne nye arkitektur står Domènechs selv for: hans Museu-Café i Parc de la Ciutadella lige uden for middelalderkvarteret, der opføres til Verdensudstillingen i 1888. Fire stilarter er repræsenteret på facaden: Murtinder på toppen er et arabisk element, dernæst kommer to romanske rundbuer, siden gotiske spidsbuer som vinduer og nederst ses den catalanske bue (la volta catalana), en flad bue, der ses i mange catalanske kirker fra gotikken, herunder i Santa María del Pi i Barcelona. Domènechs artikel beskriver ligeledes nødvendigheden af opfyldelsen af en række grundvilkår i arkitekturen. I Domènechs samtid skulle netop disse betingelser vise sig at blive opfyldt. En gruppe af arkitekter og kunsthåndværkere med et usædvanligt højt niveau kunne i denne periode gå i gang med at opbygge Barcelonas nye boligkvarter, Eixample. Disse arkitekter havde flere nye redskaber og materialer til rådighed: armeringsstål, Portland-cement, der sammen med mursten bl.a.kunne skabe imponerende murstensvælvinger og trappepartier. Men også tidligere perioders materialer som gips og stuk fik ny brug i modernismens sgraffito facader, de smukke relieffer, der laves på de modernistiske bygningers og som kan holde flere hundrede år fordi Barcelona skånes for frost.

Rafael Guastavino i Moreno (1842-1908) er en anden af periodens spændende skikkelser. Han er en af de arkitekter, der skrev mest om fordelen ved at blande mursten og  cement. I Barcelona havde han bygget tekstilfabrikker for den velhavende Batlló-familien i 1868, samme familie som Gaudí senere skulle arbejde for på Eixamples hovedgade, Passeig de Gràcia, i forbindelse med opførelsen af Casa Batlló. Dele af fabrikken skulle senere ombygges af to af modernismens store skikkelser, Puig i Cadafalch og Joan Rubió i Bellver, men Guastavinos flotte murstensskorsten står der stadig. Komplekset udgør i dag Barcelonas Escola Industrial, hvorfor det i dag er muligt at besøge dele af området på Urgell-gaden i Eixample-kvarteret. Guastavino byggede en række spændende bygninger i Catalonien (bl.a. Teatre La Massa i Vilassar de Dalt) før han efter et forlist ægteskab flyttede til USA, hvor hans firma deltog i flere hundrede byggeprojekter. Blandt hans hovedværker er New Yorks City Hall, og hvælvingerne i metroen under rådhuset.

Rafael Guastavinos bygninger er eksempler på, at der i Catalonien omkring århundredeskiftet er et usædvanligt højt niveau inden for kunsthåndværksfagene. Francesc Vidal, Gasper Homar, Busquets-brødrene, Alexandre de Riquer og Adrià Gual i Queralt er nogle af tidens mest talentfulde kunsthåndværkere, og disse fungerede til tider på niveau med arkitekterne selv. Desuden var mange af tidens arkitekter selv multikunstnere, der formåede at arbejde i en lang række forskellige materiale. Arkitektens rolle var at skabe gessamtkunstværker, hvor arkitekturen integrerede kunsthåndværk med arkitekturen. Gaudí er et godt eksempel,  idet han  formår at forene arkitektur, ingeniørkunst, møbeldesign, mosaikkunst og smedejernsarbejde til et samlet hele.

Naturen i modernismen

Naturen og dens former er vigtige elementer i modernisme-arkitekturen, som det er tilfældet i art nouveau-, jugendstil-, skønvirke- og lo style liberty-arkitekturen. Domènech mente, at naturen endda kunne have helbredende egenskaber, og omgav derfor ikke blot pavillonerne i sit store hospital, Hospital de la Santa Creu i Sant Pau, med grønne områder, men lod også naturen være leitmotif i pavillonernes mange ornamenter. Pengene til hospitalet kom fra bankmanden Pau Gil i Serra, der gav fire millioner pesetas til byggeriet, og til gengæld kom hospitalet til at bære hans navn, og hans initialer fik lov at pryde den største af pavillonerne, der ligger for enden af Avinguda de Gaudí med udsigt til Sagrada Familia. Domènech var i øvrigt en af de største modstandere af Cerdàs tegning af Eixample, og han valgte derfor at lægge gaderne inden for hospitalsområdet på tværs af Eixample (45 grader). Domènech opførte ligeledes Palau de la Música i Barcelonas Ribera-kvarter, en af Europas mest særegne koncertsale med et utal af smukke glasmosaikker, keramikfigurer og blomstermotiver hugget i sten.

Også hos Gaudí spiller naturen en hovedrolle, men Gaudí fører brugen af organiske former inspireret af naturen et skridt videre. Gaudí, der siden den tidlige ungdom var dybt religiøs, hvilket var en af hovedgrundene til, at han fik opgaver som opførslen af La Escola de Les Teresianes og Sagrada Familia, betragtede naturen som Guds skaberværk. Derved kunne arkitekten ved at kopiere naturens former, kopiere Guds skabelse. Naturen er som en åben bog, og heri vil arkitekten kunne finde alle de former han har brug for i sine værker, mente Gaudí. I Gaudís arkitektur er naturens former allestedsnærværende – men inspirationen fra naturen gør sig hos Gaudí ikke blot gældende på et formmæssigt niveau. Gaudí var ikke tilfreds med blot at kopiere naturens former, han ville gennem betragtningen af naturen nå til en forståelse af naturens struktur. Gaudís evne til at betragte de dybere niveauer i naturen og hans spirituelle forhold til naturen ses i følgende passage fra Puig-Boadas El Pensament de Gaudí:

Min forståelse af det klassisk græske ideal skyldes Middelhavet. Synet af Middelhavet er for mig en nødvendighed. Jeg har brug for ofte at se havet, og om søndagen tager jeg ofte ned til molen. Havet er det eneste element, der skaber syntese mellem rummets tre elementer. I overfladen reflekteres himlen og gennem havet ser jeg dybden og bevægelsen.

Det er en af de store fortjenester hos Gaudí, at han er i stand til at trække en dybere erkendelse ud af betragtningen af naturen. Denne betragtning af naturen kombinerer Gaudí med en række geometriske grundformer, der kombineres til komplekse former: parabler, kædeliniebuer, spiraler/helikoider, konoider, hyperbolske paraboloider og eliptiske paraboloider.

Et af de steder, hvor denne eksperimenteren med naturens former er tydeligst, er på en lille kirke uden for Barcelona i arbejderkolonien Colonia Güell 20 km. vest for Barcelona. Kirken kaldes simpelthen la Cripta de Colònia Güell (krypten i Colonia Güell), for det eneste af kirken, Gaudí nåede at bygge, var kirkens krypt. De eksperimenter Gaudí foretog i hvælvingerne i kirkens krypt mellem 1908 og 1915 blev imidlertid afgørende for det senere arbejde på Sagrada Familia. Kirken i Colonia Güell blev som nævnt aldrig bygget færdig og står i dag som et fragmenteret men spændende monument over Gaudís strukturelle eksperimenter. Under arbejdet på kirkens krypt, kom Gaudí frem til nogle essentielle erkendelser, idet han her arbejdede med nogle nye geometriske former og strukturer, som han senere skulle komme til at anvende i hvælvingerne i det centrale kirkeskib i Sagrada Familia. Disse hvælvinger er særdeles vigtige da de fungerer som bærekraft for det tryk, der ledes ned i jorden fra tårnene på kirkens top.

Casa Batllo med lys på
Taget på Casa Batlló oplyst

Viollet-le-Duc ønskede at bruge moderne materialer som stål til at løse det strukturelle problem, Gaudí havde navngivet gotikkens krykker, dvs. nødvendigheden af at bruge stræbepiller til at tage imod trykket på ydersiden af de gotiske kirkersydervægge. Med de erkendelser Antoni Gaudí når frem til under arbejdet Cripta de Colònia Güell løser han problemet med gotikkens egne materialer: Sten, via en strukturel forbedring, der består i at lade søjlerne hælde ud af mod ydervæggene. Loftet i Cripta de Colònia Güell er bygget op af murstensvælvinger, der på kompleks vis og ved at følge avancerede geometriske former fordeler vægt og tryk. Gaudí sagde efter eksperimenterne i la Cripta de Colònia Güell, at han ikke ville have været i stand til at gå i gang med det centrale kirkeskib i Sagrada Familia uden disse. Herfra stammer den berømte model med tråde og sandsække, som man kan se kopier af på museet under Sagrada Familia og på Casa Milà.
Tanken bag arbejderkolonien Colònia Güell var, at den skulle være selvforsynende, et minisamfund, der foruden selve fabrikkerne skulle have boliger, skoler, butikker og altså en kirke. I dag ligger det meste af arbejderkolonien øde hen, men det er alligevel turen værd at tage lokaltoget fra Barcelona til Santa Coloma de Cervelló, hvor Gaudís ufærdige kirke ligger.

Gaudís værker

Escola de les Teresianes er et tidligt hovedværk, der ikke er så kendt, fordi bygningen stadig huser Santa Teresas skole, hvorfor antallet af besøgende udefra begrænses kraftigt. Skolen tager navn efter den spanske helgeninde Santa Teresa fra Ávila (1515-1582), der reformerede Karmelitterordenen. Gaudí læste hendes værk Den indre borg (Castillo interior), og blev efter sigende valgt som skolens arkitekt pga. sin tro. Projektet stod på mellem 1887 og 1889. Ordenen er en af de strengeste i den katolske verden, og denne strenghed afspejles i bygningen. Ordenens fattigdomsideal afspejles som nævnt i murstenene, der er det gennemgående materiale. Udefra ligner byggeriet en fæstning, med en næsten uornamenteret facade kun brudt af murtinderne på taget og den smukke indgangsport af støbejern udarbejdet af Gaudí selv. Men kommer man ind i byggeriet, overraskes man af byggeriets harmoniske struktur, de smukke lysinfald og nærmest uendelige buegange bygget op af Gaudís yndlingsform, kædelinjebuen.
Der er i øvrigt langt fra det oprindelige fattigdomsideal til nutidens skole, der er en af byens mest eftertragtede, placeret midt i det dyre Sant Gervasi-kvarter på Carrer Ganduxer. I dag holder forældrene i kø i dyre Mercedes- og sportsbiler, for at hente deres børn.

Gaudí bevægede sig efter arbejdet på Teresianes-skolen mod opgaver for samfundets spidser. En af disse var som tidligere nævnt Eusebi Güell, der havde udbygget faderens formue. Det var et stort held for Gaudí, at han allierede sig med Eusebi Güell, der sandsynligvis har været en af verdens rigeste mænd omkring år 1900. Men Güell-familien var ikke den eneste velhaverfamilie i Barcelona, og der gik præstige i at få et hus bygget af Gaudí blandt Barcelonas spidser. I 1904 gik Gaudí i gang med at arbejde på Batlló-familiens ejendom på Passeig de Gràcia. Huset stammede oprindeligt fra 1877, men i 1904 fik Gaudi opgaven at restaurere huset, og han lavede en gennemrenovering. Mens Gaudís tidlige værk ofte inddeles i hhv. en arabisk (bl.a. repræsenteret ved Casa Vicenç i Barcelonas Gràcia-kvarter) og en gotisk periode (bl.a. repræsenteret ved Palau Güell), går Gaudí med Casa Batlló i nye retninger. Casa Batlló kan betragtes som Gaudís første hovedværk i egen stil. De glaserede tegl på facaden, inkorporeringen af mytologiske symboler og facadens fortælling om Sant Jordi og dragen, peger frem mod de senere værker.

Casa Batllo ved aftentid
Facaden på Casa Batlló som den ser ud, når den lyses op om aftenen

Casa Milà
Lidt længere oppe ad Passeig de Gràcia ventede en anden rigmand på at få Gaudí til at bygge endnu en rigmandslejlighed, Pere Milà. Casa Milà skulle blive et af byens mest omtalte – og kritiserede – af Gaudís værker. Gaudís ekstravagante byggestil kom på dette tidspunkt i modvind, og samtiden gav det øgenavne som bikuben, butterdejskagen og stenbruddet. Det sidste af disse, på catalansk: La Pedrera, hænger ved og er af mange mere kendt end Casa Milà. Casa Milà skulle blive det sidste byggeri, Gaudí arbejdede på, inden han fra 1912 udelukkende helligede sig Sagrada Familia.

Casa Batllo ved aftentid
Skulpturer, der samtidig fungerer som skorstene, på Casa Milà/La Pedrera

La Sagrada Familia
Byggeriet på La Sagrada Familia begyndte i 1882 under arkitekten Francesc de Paula del Villar, der imidlertid allerede året efter blev afløst på byggeriet efter uoverensstemmelser med fonden, la asociación de devotos de San José, der fortsat står bag byggeriet. Det er denne fond, der har samlet penge sammen til byggeriet fra begyndelsen, og hverken Barcelona Kommune eller den spanske stat har finansieret projektet. Siden begyndelsen er pengene altså kommet gennem donationer, eller sonofringer, og det er den egentlige grund til, at kirken ikke er færdig endnu. Da Gaudí overtog projektet i 1883, var han blot 31 år gammel. Der gik ikke længe, før han begyndte at udvikle et kirkeprojekt, der var langt mere ambitiøst end det oprindelige, Villar havde tegnet. Villars tegninger viser en traditionel neo-gotisk kirke, der ikke ligger langt fra andre af samtidens neo-gotiske kirker i Barcelona. Således kan der findes lighedstegn mellem Villars kirkeprojekt og den facade, der i 1890’erne blev designet til Barcelonas katedral (La Catedral de la Santa Creu i Santa Eulàlia) i Barri Gòtic. Gaudí var mere ambitiøs, men havde også heldet med sig: I 1890 donerede en anonym rigmand 700.000 guld-pesetas til kirken, hvilket gjorde det muligt at projektere Sagrada Familia med de nuværende dimensioner.

Kirken består af tre facader, hver med deres hovedtema: Facaden mod Carrer Marina er Fødselsfacaden (Façana del Naixament), som blev opført 1894-1930 og har Jesu fødsel og liv som tema. Facaden er inddelt i tre indgangsporte, også med hvert deres tema: tro, håb og kærlighed. Centralt ses Den Hellige Familie (på spansk/catalansk: La Sagrada Familia), Jesusbarnet der bliver vasket af Josef og María. Andre steder ses motiver som Jesus som tømrer, flugten ind i Ægypten og Jesus i Templet.

Mod Carrer Sardenya finder man Korsfæstelsesfacaden (Façana de la Passió). Her er grundtemaet Jesu korsfæstelse. Denne facade blev udarbejdet af Josep Maria Subirachs, en populær catalansk billedhugger, der var kendt for sine skulpturgrupper i Barcelona og på Montserrat-bjerget. Subirachs fik opgaven i 1987 og kunne efter et års Gaudí-studier påbegynde den moderne facade. Øverst ses Jesus på korset. Herunder står en kvinde med et klæde. Det er Veronika, der ifølge apokryfe skrifter tørrer sveden af Jesu ansigt med et klæde, der tager form efter ansigtet. Til venstre for Veronika står to romerske soldater, hvis ansigtsformer Subirachs låner fra skulpturerne på Casa Milà. Til venstre for disse soldater står en person og iagttager begivenhederne, en person der symboliserer evangelisten. Denne person der har Gaudís ansigt er Subirachs’ hyldest til den store arkitekt. Facaden er dog lige så kendt for Subirachs ”magiske taltavle”, der består af 16 tal. Lægger man tallene sammen på kryds eller tværs giver de 33, Jesus’ alder, da han blev korsfæstet. 

Den sidste facade, Den Himmelske Herligheds facade (Façana de la Gloria) er man blot begyndt på for et par år siden, og kommer til at vise Kristi genopstandelse. Gaudí var bevidst om vigtigheden af at starte på fødselsfacaden, der var mere positiv end korsfæstelsesfacaden. Han vidste fra starten, at han ikke selv ville se kirken færdig, og sørgede derfor for at bygge så meget af La Sagrada Familia som muligt, så senere generationer lettere kunne bygge videre på kirken. Den 7. juni 1926 blev Gaudí kørt ned af en sporvogn og døde tre dage senere af kvæstelserne på Domenechs Hospital de la Santa Creu i Sant Pau. Nu regner man med at kunne færdiggøre kirken i 2026, 100-året for den store arkitekts død.

Modernismen
Den catalanske modernisme er resultatet af sammenfaldet mellem et usædvanligt økonomisk,  kulturelt og kunstnerisk opsving. Tidens høje niveau inden for kunsten falder sammen med en særligt talentfuld generation af arkitekter og kunsthåndværker. Bevægelsens vigtigste repræsentant er Gaudí, men Gaudí er langtfra en isoleret skikkelse i tiden, om end han for eftertidens øjne er den, der i højest grad skiller sig ud. Rent faktisk kan man diskutere, hvorvidt Gaudí overhovedet kan kaldes modernist, for med sin næsten radikale religiøsitet, konservatisme og utraditionelle metoder, adskiller han sig fra de fleste andre af tidens arkitekter og kunstnere. I alt kan omkring hundrede forskellige arkitekter siges at repræsentere den catalanske modernisme. Blandt tidens  vigtigste arkitekter er Domènech i Montaner, Puig i Cadafalch, Josep Marià Jujol, Josep Vilaseca, Enric Sagnier, Josep Fontseré, Joan Rubió i Bellvé. Ligeledes må man huske på, at den modernistiske bevægelse ikke blot kom til udtryk inden arkitekturen, men også satte sit præg på andre kunstarter. Inden for malerkunsten er f.eks. både Santiagio Rusiñol og Ramón Casas spændende skikkelser. De to indgik et venskab med den unge Pablo Picasso og var med til at påvirke hans kunst i perioden, hvor han opholdt sig i (1895 til 1901).

Den catalanske modernisme mistede imidlertid de fleste af sine tilhængere på den anden side af 1910. I løbet af de næste årtier kom to nye stilarter til inden for arkitekturen. Den lokale kunstretning noucentisme (direkte oversat: det nye århundrede) er en klassicisme, der er resultatet af en voksende interesse for græsk-romerske idealer. Denne interesse kan bl.a. spores til opdagelsen af Asklepios-statuen under udgravningen af den gamle græsk-romerske handelskoloni Emporion i Roses-bugten knap 150 km. nord for Barcelona i 1909. Stilen er således en nyklassicisme, en tilbagevenden til klassisk kunst og arkitektur fra Middelhavsområdet. Særligt på den anden side af Første Verdenskrig syntes en klassisk kunst, med rødder i græsk-romerske traditioner mere meningsfuld en den catalanske modernismes voldsomt ornamenterede og til tider barokke stil.

Den anden bevægelse er af international karakter. Der er tale om funktionalismen, der gennem Bauhaus-skolen udbredes i hele Europa. Barcelona har et fornemt eksempel på denne bevægelse, den tyske arkitekt Mies van der Rohes Barcelona-pavillon, der blev opført til verdensudstillingen i 1929 i Barcelona for foden af Montjuic-bjerget, og som efter at være blevet revet ned umiddelbart efter verdensudstillingen først ­i 1986 blev genopført ud fra de oprindelige tegninger. Funktionalismens grundvilkår, de rene, lige linjer, kom til at stå i stærk kontrast til den catalanske modernismes barokke, manieristiske og ’overlæssede’ stil.

Funktionalismens kritik af unødvendig ornamentering kan findes resumeret i titlen på den østrigsk-ungarske arkitekt Adolf Loos berømte artikel ”Ornament og forbrydelse” fra 1908. Alligevel havde modernismen også flere fællestræk med Bauhaus-projektet: herunder interessen for kunsthåndværket og interiør-design. Og interessant er det, at en af funktionalismens fornemmeste talsmænd franskmanden Le Corbusier under et besøg i Barcelona i 1920’erne besøgte La Sagrada Familia og roste taget på den lille skole, som Gaudí opførte ved La Sagrada Familias grund. En række af de skitser, Le Corbusiers tegnede af taget, er bevaret i hans notesbøger fra rejsen. Gaudís skolebygning der går under navnet Escoles de la Sagrada Familia. Den blev bygget til børnene til de arbejdere, der byggede kirken og har en smuk murstenskonstrutkion som tag, der bugter sig efter avancerede geometriske former, som Gaudí måske har fundet frem til gennem iagttagelsen af naturens former, evt. træernes blade. Matematisk beskrevet er der tale om en hyperbolsk paraboloide, en særlig slags keglesnitsflade, der bedst kan beskrives via en matematisk formel. Det karakteriske ved taget er, at det består af lige linjer, der forskydes i forhold til hinanden i to planer og således danner en smukt bølgende struktur.

Park Güell_b
Den berømte bænk i Park Güell

Dette tag på skolen ved La Sagrada Familia inspirerede i slutningen af 1990’erne en moderne tagkonstruktion på Mercat de Santa Catarina, et stenkast fra Barcelonas katedral. Markedet er Barcelonas ældste overdækkede marked (det stammer fra 1848), men blev mellem 1997 og 2005 moderniseret af de to arkitekter Enric Miralles og Benedetta Tagliabue, der i designet af det nye tag tog udgangspunkt i Gaudís organiske former og tydeligvis inspireret af den murede tagkonstruktion på La Sagrada Familia. Det er et eksempel på den respekt, der i dag er omkring ikke blot Gaudís byggerier, men modernistisk arkitektur i det hele taget. I forbindelse med De Olympiske Lege i 1992 blev der udarbejdet en fredningsplan for 860 værker, mange af dem modernistiske. Et andet eksempel på respekten for de modernistiske bygninger er det netop færdiggjorte indkøbscenter Arenes ved Plaça Espanya. Centret har til huse i den gamle modernistiske tyrefægterarena, oprindeligt bygget af August Font i Carreras (1900) i en stil med maurerske referencer. Meget passende, vil mange catalanere tænke, da det er blevet vedtaget ved lov i det catalanske parlament, at tyrefægtningen bliver forbudt fra 2012. Efter de sidste år at have været under ombygning åbnede centret i april 2011, og siden da er millioner af besøgende strømmet til. Den nye bygning bevarer Fonts murstensfacade, hvilket er lidt af en præstation, da hele murstensbyggeriet er blevet løftet flere meter og sat på metalstøtter. Projektet har været ledet af flere arkitekter, herunder englænderen Richard Rogers, kendt for opførelsen af Pompidou-centret i Paris.

Så der er altså flere indikationer på, at Gaudí og modernismen er kommet på mode igen. Allerede på motorvejen et godt stykke fra Barcelona er der skilte mod La Sagrada Familia, og kirken har de sidste år været det mest besøgte monument i Spanien med knap tre milloner besøgende, hvilket overgår både El Prado-museet i Madrid og Alhambra-paladserne i Granada. Gaudís Park Güell, Gaudís fantasifulde parkanlæg, besøges endog af endnu flere mennesker ‒ ifølge Barcelona Kommune af op mod 9 millioner mennesker om året, men da parken har fri entré er disse tal ikke oficielle. Men på La Sagrada Familia synes man at have lagt brandene og bombardementerne under Den Spanske Borgerkrig, tiltagene til byggeriets ophør og de finansielle problemer bag sig. At der den 19. april 2011 blev skrevet endnu et kapitel i kirkens lange lidelseshistorie - en galning tændte ild til krypten, hvilket betyder at skaderne skal udbedres via endnu en restaurationsproces – rokker ikke ved det faktum, at byggeprocessen på kirken nærmer sig sin afslutning med hastige skridt. For selv om man endnu mangler opførelsen af ti tårne har man fundet løsning på det største problem: finanserne. Der er nu penge nok til at have tre hundrede mand fast beskæftiget på kirken. Hvorvidt Gaudí fra sin grav i kirkens krypt vil være tilfreds med det færdige resultat er en anden historie.

Tips til rejsen

  • Barcelonas Eixample-kvarter er et enormt udendørs museum. Der findes et utal af gode guidebøger til modernismen og Antoni Gaudís værk. Flere udkom i anledning af 150 for Antoni Gaudís fødsel ( 2002) men hvert år kommer nye, flot illustrerede bøger på markedet.
  • I maj 2011 åbnede Palau Güell igen efter flere års restauration.
  • Der er også mange modernistiske bygninger at se også uden for Barcelona: byer som Reus, Manresa, Olot, Terrassa, Vilanova i la Geltrú og Argentona, har  spændende modernistiske byggerier.
  • I Barcelona har flere museer modernistiske værker: en række af Gaudís huse samt La Sagrada Familia indeholder fine museer. Desuden kan man på Barcelonas største museum Museu Nacional d’Art de Catalunya, der ellers først og fremmest er kendt for sin fremrangede samling af romansk kunst, finde en glimrende samling med modernistisk kunst, interiør. Her har man bl.a. en flot samling af interiør- og brugskunst fra Casa Lleó Morera.

Læs flere artikler

Antoni Gaudí

ASTA - Association Society of Travel Agents
Enoturisme Penedès
Catalunya Turisme ACT
Visa, Mastercard, Amex