Antoni Gaudí og hans arkitektur i Barcelona

Den maurerske arkitektur
De fleste af Gaudís tidlige projekter i begyndelsen af 1880’erne er præget af påvirkningen fra den arabisk arkitektur. I denne periode byggede Gaudí bl.a. Casa Vicens og Casa Comillas. Det særprægede Casa Vicens blev opført for Manuel Vicens i Montaner mellem 1883 og 1888 i calle Sant Gervasi de la Ciudad Condal (i dag, Calle les Carolines). Her er brugen af kakler altdominerende, et velvalgt byggemateriale i denne sammenhæng idet Vicens ernærede sig ved produktionen af netop kakler. Den næste periode er kendetegnet ved en større påvirkning af gotikken/neogotikken. El Colegio Teresiano i Barcelona er et af de første værker, hvor indflydelsen fra denne byggestil bryder igennem. Det gælder også det første større værk for Güell, Finca Güell. Fra dette værk er særligt drageporten – et mesterværk i smedejern – blevet berømt. Det refererer til en af hovedværkerne i den nye generations nationalistiske litteratur, Jacint Verdaguers L’Atlàntida fra 1878. Dragen henviser til en omskrivning af myten om Hesperiderne, hvor en drage med vinger vogter en have, hvor der bor tre smukke nymfer. Herkules overvinder dragen og kan således komme ind i haven.

Også det storladne palads, Palacio Güell, bygget et stenkast fra Barcelonas gotiske kvarter hører til den gotiske periode, og har talrige referencer til catalansk kultur og historie. Et andet af periodens hovedværker er krypten til kirken Colonia Güell. Bygningen spiller en hovedrolle som et arkitektonisk forstudie til den endelige udformning af La Sagrada Familia. Tegningerne, Gaudí efterlod, viser tydelige ligheder med La Sagrada Familia og indikerer, hvordan kirkens nedre del efter planerne skulle have haft samme bølgende form som taget på skolen ved siden af la Sagrada Familia. Desuden er det bærende element i krypten de skrå søjler, der skulle blive dominerende i la Sagrada Familia.

Mod en personlig stil - Casa Batlló og Casa Milà
Med konstruktionen af Casa Batlló(1904-06)når Gaudís karriere sit foreløbige højdepunkt, og her udvikles til fulde de elementer, der skal blive dominerende i resten af karrieren, herunder brugen af glaseret tegl, og de bølgende bevægelser i strukturen. Huset er bygget oven på en allerede eksisterende bygning, som Gaudí omformede og gav nyt liv. Også i denne bygning findes der referencer til den catalanske nationalisme. Den enorme hjørnebygning et stykke længere oppe ad Passeig de Gràcia, Casa Milà, er et andet af Gaudís sene mesterværker. Det blev bestilt af Batllós ven, Pere Milá i Camps, der havde giftet sig til rigdom gennem ægteskabet med Roser Guardiola. Onde tunger i Milàs samtid lød, at Pere Milà var mindre interesseret i la Guardiolas enke (Roser Guardiola var enke) end i enkens kiste, eller guardiola, som det hedder på catalansk.

Eftertiden og nye arkitektoniske tendenser
Omkring 1910 begyndte en række nye tendenser og arkitektoniske strømninger at gøre sig gældende i arkitekturkredse og i befolkningen. Det fik Gaudí at mærke allerede ved opførelsen af Casa Milà. Arkitektens byggeri fik en blandet modtagelse, og dagbladene var fyldt med karikaturtegninger af værket. ”Stenbruddet”, ”hvepsereden” og ”butterdejstærten” var bare nogle af de øjenavne, befolkningen gav Casa Milà. Det var et tegn på at Spanien – og resten af Europa – var på vej mod nye tider. I den catalanske kulturhistorie går denne bevægelse under navnet elnoucentisme. Bevægelsen er karakteriseret ved en international byggestil, der vender tilbage til klassicismen og senere retter sig mod den europæiske modernisme, funktionalismen. Dermed blev Gaudís højornamenterede og ekstravagante byggestil et fremmedelement i Barcelona, der hørte en svunden tid til.

Efter Gaudís død i 1926 så catalanerne i mange år med en hvis ambivalens på bygningerne, arkitekten havde efterladt sig. Funktionalismen havde på dette tidspunkt for længst slået igennem og gjort andre arkitektonisk æstetiske værdier dominerende. Kun en lille skare, heriblandt surrealisterne, holdt i denne periode Gaudís fane højt. Salvador Dalí og Joan Miró var nogle af de få, der gav udtryk for en udelt begejstring for deres landsmand. Salvador Dalí skrev i en artikel fra 1933 i magasinet Monitaure, at Gaudís værk var modernismens vigtigste repræsentant. Fra 1960’erne, da funktionalismen efterhånden slap sit tag, steg Gaudís popularitet, og i 1984 opnåede den catalanske arkitekt at få den vel nok største anerkendelse, der kan overgå en arkitekt: UNESCO inkluderede to af Gaudís værker på deres World Heritage List, Park Güell og Casa Milà. Siden er flere værker kommet til på UNESCO’s liste, herunder La sagrada Familia og La Cripta de la Colonia Güell.